ONDT I NAKKEN (HOVEDPINE)


Hold i nakken, ondt i hovedet - slidtage eller har jeg måske en diskusprolaps?

Mange forskellige årsager

Der er mange  mulige årsager til nakkesmerter og hovedpine. Begge dele viser sig i vidt forskellige former og varianter, og optræder i nogle tilfælde alene og andre gange hører de sammen. Som fysioterapeuter kan vi hjælpe med en grundig undersøgelse, og lægge en plan for hvad vi kan gøre i fællesskab for at du kan få det bedre. 

Behandlingsformen

afhænger af, hvilken bagved liggende mekanisme som forårsager dine problemer. I nogle tilfælde kan det være relevant med manuel beh. I andre tilfælde mere relevant med aktiv træning for at stabilisere området.

 

Nakkesmerter

Smerte fra øvre skuldeparti til undersiden af kraniekanten defineres som nakkesmerter. Nakkesmerter kan opstå akut (nakkehold) eller komme snigende over længere tid. Patienter med nakkesmerter oplever som regel at have ondt i nakken, at nakken er stiv og mindre bevægelig end normalt samt at der ofte er muskelspændinger i nakke-skulderområdet.

Udstrålende smerter

Nakken kan give smerter i helt andre områder, som f.eks. Skuldre, arme og hænder. Der kan også opleves strålende smerte til hovedet, mellem skulderbladene og i brystkassen. I forbindelse med nakkesmerter kan patienten opleve hovedpine, kvalme og svimmelhed (+ andre symptomer).

Sammenhæng

Nakkesmerter og hovedpine  hænger ofte sammen, og i nogle tilfælde er den bedste hovedpinebehandling at løse nakkeproblemet. 

Det er dog vigtigt at være opmærksom på at der er mange former for hovedpine, som reagerer forskelligt og kræver hver sin tilgang. Læs mere herunder.  

Vi kan hjælpe

med både behandling, træning og forklare hvad du selv kan gøre.

 

Videreudredning. I de tilfælde, hvor hovedpinen ikke er et fysioterapeutisk problem, hjælper vi dig hurtigt videre til anden relevant undersøgelse, i samarbejde med din læge, så der kan findes en løsning på dit problem.


Ondt i hovedet - forskellige typer af hovedpine

Hovedpine er en af de hyppiste årsager til at folk søger læge

Hovedpine opstår hyppigt og kan være en sygdom i sig selv eller et symptom på, at noget andet er galt. Der findes mange typer hovedpine og de oftest forekommende typer er spændingshovedpine, nakke-udløst hovedpine og migræne. Vær opmærksom på, at man godt kan have flere typer af hovedpine på en gang. Det kan være nyttigt, hvis man som patient inden konsultation har noteret hvornår, hvor længe og hvor i hovedet smerten var til stede, for at behandleren kan stille rette diagnose.

Spændingshovedpine

Denne hovedpine er den mest almindelige form for hovedpine. Den beskrives ofte af patienter som et stramt bånd omkring hovedet. Smerten er diffus og kan variere fra mild til moderat i styrke. Årsager til spændingshovedpine kan være stress, depression/angst, dårlig kropsholdning (oftest stillesiddende eller statisk arbejde) eller ved at skære tænder og spænde i kæben.

 

Fortsat spændingshovedpine

Behandling vil oftest være en blanding af rette brug af smertestillende medicin, behandling af fysioterapeut eller kiropraktor for spændinger i nakke-skuldermuskulatur samt håndtering af evt. stress og kropsholdning.

Nakke-udløst hovedpine (cervikogen hovedpine)

Smerten vil være lokaliseret til baghovedet og nakken. Den vil primært mærkes i den ene side af nakken/baghovedet. Smerten skyldes irritation og låsninger i de små led i øvre del af nakken, hvilket giver muskelspændinger og hovedpine. Nakke-udløst hovedpine kommer ofte i forbindelse med stillesiddende og statisk arbejde, stress, at bruge en for høj hovedpude eller hvis man sover på maven. Denne hovedpine vil kunne behandles på kort sigt med behandling af muskler og led i øvre del af nakken af fysioterapeut og kiropraktor og på længere sigt ved holdningskorrektion, varierede arbejdsstillinger eller ændring af sovevaner.

Migræne

Årsagen til migræne er endnu ikke afklaret. Der findes overordnet to typer migræne: Migræne med aura og migræne uden aura. Aura opleves som forvarsel i 15-30 minutter inden selve hovedpinen og viser sig oftest ved synsforstyrrelser. Smerten er dunkende, føles ofte lokaliseret ensidigt i hovedet (højre/venstre hjernehalvdel) og kan være i både baghoved, tinding og omkring øjnene.
Patienter med migræne oplever ofte også spændingshovedpine eller nakke-udløst hovedpine i forbindelse med deres migræne. Andre symptomer for migrænepatienter er kvalme, opkast, at være lys- og/eller lydfølsomme samt opleve synsforstyrrelser i synsfeltet (Aura).
Hovedpineanfaldet varer nogle timer, men kan i værste tilfælde vare op til 3 døgn. Undersøgelser viser, at migrænepatienter har god gavn af fysioterapeutisk behandling for både migrænen, men også eventuel overlappende spændings- eller nakke-udløst- hovedpine. Har du migræne, kan du også kontakte egen læge med henblik på medicinsk indgreb.